Welsh Springer Spaniel – den walisiske springer From : The popular Springer Spaniel of Dorothy Morland Hooper.

Welshen – denne smukke rød/hvide Spaniel, som størrelsesmæssigt ligger imellem Engelsk Springer og Cocker Spaniel, med en vægt på 35-45 lbs. (ca. 16-20 kg) er i enhver forstand – både i type og af sind en særlig hund. Ingen andre Spanielracer har dens farve, og farven er aldrig blevet avlet væk.  Welshens snudeparti er ikke så dybt som hos den engelske springer, og dens øren, som er tæt tilliggende, er af form som vinblade. De er relativt korte og ikke med så meget behæng.  Selvom Welshen nu til dags oftest har sort næsetrøffel og mørke øjne, bør man erindre sig, at de kødfarvede, lyse næser og de nøddebrune øjne rent faktisk var de oprindelige. De ses stadig, og bedømmes som korrekt i standarden.

Et punkt, hvorpå Welshen også adskiller sig fra sin engelske fætter, er at dens lænd buer en smule i modsætning til den typiske Engelske Springers og Cockers ganske lige overlinje.

Jeg fik Welshens natur beskrevet af en stor tilhænger af racen. Han elskede den, havde holdt dem, udstillet dem og arbejdet med dem i mange år: stolte hunde, hurtige i opfattelsen og kloge; udholdende og med stor arbejdsstyrke, men måske lidt til den impulsive side; råstærke, både mentalt og fysisk; særdeles modige – villige til at forcere endog det tætteste brombærkrat; vidunderlige svømmere. De er meget trofaste samt hengivne og kærlige overfor deres ejere og altid opsatte på at behage deres ejere.

Der hersker tvivl om, hvorvidt Welshen er udsprunget af en ældre linje og afstamning end de andre Spanielracer, men vi har den gamle walisiske lov, dateret tilbage til år 300, som omtaler Spaniels og hvori Dr. Claus, i sin ”Historie of Englishe Dogges”(skrevet 1570) beskriver en ”Spaniel, hvis grundfarve er hvid, og - om med nogen pletter - så altovervejende røde” Da han også beskriver Spaniels med brun-og sortspættede poter, må det tages som et udtryk for, at det måtte have været disse klart aftegnede rød/hvide Spaniels, som han så på bakkerne i Wales, således som Welsherne har levet der i århundreder og gør det i dag.

Det er velkendt, at der i det walisiske bakkede landskab er et stort antal af sådanne hunde, og at de bevarer deres racekarakteristika i størrelse, farve og af sind. I løbet af det nittende århundrede og i den første del af dette århundrede var disse hunde kendt under navnet ”igangsætter” (starter) begrundet i hundene altovervejende blev brugt til at lette vildtet og få det for bøssen, mens Retrievere anvendtes som apportører af det fældede vildt.

Når vi ser på den nærmeste fortid, var de første kendte ejere af hunde – som blev vist på (mark)prøver og udstillinger, familien A.T. William fra Ynis-y-gerwn, Glanmorgan, som havde værnet om netop denne linje i 100 år, Sir John Talbot Llewelyn of Pentlargaer, Oberst Lewis fra Greenmeadow samt Oberst K.J. Blandy Jenkins fra Llanharon, hvor der siden tidernes morgen havde været rød/hvid Spaniels. Endnu den dag i dag, tilskrives Welshens oprindelse linjen fra Llanharon.

Disse linjer/afstamninger blev opdrættet med jagtformål for øje, og blev benævnt jagthunde. De viste sig på markprøver første gang i 1899 ved konkurrencen ved det Britiske Selskab for Brugsspaniels, som blev afholdt i Ynis-y-gerwn på Mr. T.A. Williams arealer ved Sutton Scarsdale i Derbyshire. Dette gav anledning til tvivl om disse hundes rettelige vindertitler, idet de tidligere havde vundet på netop dette areal, som de kendte i forvejen.

Den vindende hund, som alle nulevende Welsher i alt væsentligt stammer fra, var ”Corrin” (med kaldenavnet ”Flirt”). Han blev oprindeligt stambogsført som Cocker, men, da Welsh Springer Spaniel i 1902 blev stambogsført som selvstændig race i Kennelklubben, blev han omregistreret i stambogen som en Welsh. Billedet her viser ham – omkring 10 år gammel og en kopi af billedet, nu tilhørende Mr. H. Leopard, har følgende inskription på bagsiden:

”Corrin” (kaldet ”Flirt”). Denne Spaniel var, indtil nylig kendt, opdrættet og hørte til i Llanharon House, hvorfra jeg fik den af Oberst K.J. Blandy Jenkins, J.P. (formand for byrådet i Glamorganshire), som en yderst kærlig og meget personligt tænkt gave, med mit løfte om, at jeg aldrig ville skille mig af med ham. Han var så inderligt klog, en fantastisk arbejdshund, en hengiven kammerat med det bedste sind, man kan forestille sig. Han tog bestik af det tykkeste og mest uigennemtrængelige krat og gik uden tøven igennem, han var modet selv og alligevel særdeles mild af sind.

Han passerede et hvilket som helst smuthul, som måske alene den mindst tænkelige Cocker kunne sno sig igennem.

Flirt er blevet bedømt som smukkeste brugsspaniel i samtlige 4 forgangne år. Han blev udstillet som følger: 1899, Birmingham, 1. vinder; 1900, Manchester, 1. vinder; Crystal Palace (med Mr. Arkwright), 1. vinder (med vinderpokal); 1902, Brecon, 1. vinder og ærespræmie. Efter 1900 viste jeg ham kun selv på udstilling i Brecon, og efter Brecon trak jeg ham helt fra konkurrencen. Flirt er en værdig repræsentant for stammen af Spaniels fra Llanharon.  Jeg har aldrig ejet en smukkere Spaniel og har aldrig set en bedre brugshund.

A.T: Williams,  4. august 1901 i Ynis-y-gerwn”

     SH Ch Contessa of Tregwillym

Kennelklubbens racestandard fra 1963

Welshens kendetegn:

Karakteristika: Welsh Springer eller Springer Spaniel, bliver i Wales også kaldt “igangsætteren”. Racen er meget gammel og ren i sin oprindelse, og er en særlig springerrace, som er fremavlet med bevarelse af brugsegenskaberne for øje som det klareste mål.

Generelt indtryk: En symmetrisk, kompakt, kraftfuld, munter og meget aktiv hund; ikke for høj-og letbenet; tydeligt bygget til udholdenhed og vanskeligt arbejdsterræn. En hurtig og aktiv hund, som skabt til bevægelse, hvor den viser masser at fremdrift og fart.

Hovedparti: Tilstrækkelig fylde i hovedskallen., der bør være af moderat længde, let hvælvet, med tydeligt stop med god udmejsling under øjnene. Snudepartiet af moderat længde, lige, temmelig firskårent; veludviklet næsetrøffel, der kan være kødfarvet eller sort. Et kort, groft og kødfuldt hoved er uønsket.

Øjne: Nøddebrune eller mørkebrune, middelstore, ikke fremstående eller indsunkne eller rovfugleagtigt gule.

Øren: Moderat lavt ansatte, tæt tilliggende til kindpartiet, relativt små og gradvist tilsmalnende mod spidsen af øret og af form nærmest som et vinblad, dækket af behåring som hos en setter.

Kæbeparti: Kraftige kæber, hverken med over- eller underbid.

Hals: Lang og muskuløs, uden løs halshud, bør glide over i et godt ansat skrånende skulderparti.

Forpart: Forben af middel længde, lige, knoglekraftige med moderat behæng.

Krop: Ikke for lang; kraftig og muskuløs med dybt bryst, og god ribbensbue; længden af kroppen skal være proportional med længden af benene, og være meget velafbalanceret; lænden bør være stærk, muskuløs og godt ansat.

Bagpart: Kraftig, bred, muskuløs med dybe, kraftige underlår. Velvinklede i haserne, og underbenet aldrig udad eller indaddrejede; moderat behæng.

Poter: Runde, med tykke trædepuder. Faste og ”katteagtige”, ikke for store eller for løse.

Hale: Velansat lavt, og aldrig båret over ryglinjen; med let behæng og med livlig haleføring.

Pels: Glat eller tilliggende – og kraftig, af en silkeagtig struktur, aldrig ru eller krøllet. En krøllet pels bør dømmes som fejl.

Farver: Dybt kastanjerød og hvid er eneste tilladte farver.

Vægt/størrelse: 16-20 kg

Fejl: grov skalle, spinkel knoglebygning, lang eller krøllet pels, dårlig skuldervinkling samt dårlige bevægelser.

  CH. Rushbrooke Runner

Welsh Spaniel Klubben blev oprettet kort efter 1902, med Mrs. H.D. Greene som æresekretær, og den fortsatte sit virke indtil 1. verdenskrig, hvor den blev nødsaget til afvikling. Igennem disse år var trofaste støtter: Sir John Llewelyn fra Pentlargaer, Oberst Lewis, præsten H. Thomas fra Pentyrch samt Mrs. H.D. Greene fra Craven Arms. Alle havde arbejdet videre med fremragende linjer af Welsh Springere. Mrs. Greene gjorde sig særligt bemærket som både opdrætter og udstiller, og kort før 1914 havde hun 6 eller 7 champions. Tragisk nok følte hun, da krigen kom, at hun ikke længere var sikker på, at der var mad til rådighed til fodring af hunde, hvorfor hun indstillede sit opdræt. Et stort tab for racen, for hun havde nogle af de bedste repræsentanter for racen i hele landet.

Et par store vindere før 1914 var Tawney Patch, Ch. Bacchus, Ch. Col Flash, samt Ch. Cinela Dash.

Efter 1. verdenskrig kom der gang i opdræt og udstillinger igen, og efter et møde I 1922, blev den nuværende Welsh Springer Spaniel Klub stiftet, med Oberst J.H.R. Downes-Powell som æressekretær og grundlægger, I 1948 beretter leverer han et meget interessant vidnesbyrd om klubbens stiftelse og fremgang.

Igennem 25 år var ”Obersten”, som han altid så kærligt indforstået blev kaldt, tegnede klubbens linje for offentligheden i sin egenskab af ordfører, indtil han i 1948 blev formand for udvalget.  Mr. Hal Leopard overtog posten som sekretær og formidler.

I 1957 blev ”Obersten” præsident for klubben, efter kommandør A.T. Williams død. Denne post bestred han dog alt for kort, da han døde tidligt på året i 1958. Siden da har klubben ikke fundet en ny formand, da man ikke rigtig følte, at nogen kunne overtage hans hverv.

De første markprøver i den nuværende klub, blev afholdt ved Ruperra Park Undtaget krigsårene og de få særtilfælde, hvor der udbrød myxomatose, som gjorde terrænet uanvendeligt. Derefter afholdtes markprøverne her hvert år. I talrige år blev de afholdt ved Marglam, på  kaptajn A.Talbot Fletchers arealer, og påfølgende adskillige gange ved Powis Castle, Lydney Park samt Garth, med enkelte afstikkere til områder i både England og Wales. 

Der er blevet givet konkurrence-certifikater på ti udstillinger sidste år, og det er glædeligt ansporende, at notere det stadigt stigende antal af tilmeldinger.

Racens tilhængere spredes ideligt ud over grænserne for Wales. I klubbens første leveår var medlemsskaren hovedsagligt bosat i Wales eller de tilgrænsende landsdele, men i Årbogen for 1961, kan man se, at hovedparten af medlemmerne bor udenfor hovedsædet, så langt væk som i Skotland, Irland og på Kanaløerne.

De hunde, som i mellemkrigsårene, havde størst indflydelse på avlen var vel nok Ch. Barglam Bang og hans søn Marglam Bang. Sidstnævnte blev talrige gange parret med en tæve ved navn Goitre Lass, og på trods af, at hun blev tilskrevet at have Engelsk Springer Spanielblod i sig, faldt hvalpene altid ud i den korrekte Welshfarve. Selvom de alle havde kødfarvede næser og nøddebrune øjne, skete der det, at de ofte fik sorte næser og mørkebrune øjne, hvilket så meget smukt ud i kontrast til den dybrøde farve i pelsen, men alligevel et stykke vej fra den oprindelige type.

Den fremmeste hund blandt Ch. Marglam Bang-Goitre Lass afkom var utvivlsomt Oberst Downes-Powells Ch. Marksman O’Mathern, markprøvevinder såvel som udstillingsstjerne; en hund som udmærkede sig i mellemkrigsårene, og som stadig anses for en af de bedst opdrættede Welsh Springere nogensinde. Han var dybt kastanjerød og hvid, dette så racetypiske, havde kødfarvet næse og nøddebrune øjne som sjældent set.  Han var sin herres yndlingshund, og herren afslog et tilbud til en værdi af 2500 britiske pund fra en amerikansk køber.

Andre kendte vindere fra denne periode var Ch. Musketeer O’Mather, Ch. Felcourt Flapper, Serenade O’Silian, Dere M’laen, Lass and Lad of Tolworth, Master Gun, Lady of Moile, Gunner of Tolworth, Cwn d u Maid, Lady of Usk, Judy of Knaphill og Judy of Blaina, Gun Major, Madrigal O’Mathern, Rockhill Rock, Shot of Canonmoor samt Llanwern Advent, alle sammen vindere af konkurrencecertifikat og/eller prøvevindere.

En hund, som er værd at erindre sig på den brugsmæssige side af racen, var Legacy Lex – efter Tawnney Pippin og Tawney Pansy, med ejer Mr. R.H. Sprake fra Earsham, Norfolk. Lex vandt hvalpeklasse og pokalen for bedste Welsh Springer ved Welsh Springer Klubbens møde i Marglan i 1931. Siden blev han den første Welsh Springer, som ved den østbristiske Springerklubs matchkonkurrence, vandt alle Spanielracer imellem.  Jeg så

ham på prøve, og var fuld af beundring for hans arbejde og stil. Denne storladne lille hund arbejde med stor appel indtil han var over 16 år gammel og døde, mens han - apporterende kanin- var på vej hjem til sin herre.

Siger man Welsh Springer, siger man også Oberst Downes-Powell, som fra første færd og til sin død, 84 år gammel, helhjertet arbejdede for sin yndlingsrace, både på udstillings-og prøvesiden. Han var på alle måder vejleder for Welsh Springer Spaniel Klubben gennem mere end 35 år, og selvom han havde ejet og arbejdet med de fleste Spanielracer, og var en autoritet på sit område, udover at være allround-dommer, så holdt han allermest af Welsh Springer – den walisiske springer.  Jeg husker ham siddende ved ringsiden på en udstilling, hvor jeg skulle bedømme Welsh Springer. Jeg udpegede en ung tæve og tildelte hende certifikat for næsen af et stort antal kendte vindere – måske nok til overraskelse for et nogle af de nyere udstillere.

Påfølgende fortalte obersten mig, at han ville have gjort præcis det samme, og da jeg hørte det, var det ligesom om at have bestået prøven ”at bedømme Welsh Springer” – og så endda eksamineret af racekundskabens største autoritet.

Jeg vil altid huske ham som en kilde til inspiration for alle som virkelig elsker racen. Jeg har ikke ord for at udtrykke, hvad Mr. Hal Leopard fortalte mig om oberstens begravelse.

Da han nåede lågen til kirkegården på sin vej til højtideligheden, dukkede en meget smuk Welsh Springer op, og ventede ved kirkegårdslågen, og var der for at give sin sidste hilsen fra den linje, som obersten havde sat så megen pris på. Måske et tilfælde? I fald det var – et særdeles bevægende tilfælde.

En stor beundrer og tilhænger af Welsh Springer var den elskelige Mrs. M. Mayall, som gennem 33 år opdrættede både udstillings-og brugshunde og ejede mange af de fremmeste eksemplarer af racen. Ch. Rockhill Rhiwderin, en særdeles smuk hund og vinder af 10 konkurrencecertifikater, var nok den mest kendte.  Andre hunde at erindre sig var Rock, Rona, Regina, Regalia og Ruffle, der alle var fine typer og dygtige brugshunde. Hendes død i 1956 efterlod et tomrum, som er umuligt at fylde.

For dem, som udstillede i efterkrigstiden, var kommandant D. Stewart ikke en så velkendt profil som han var for os i 20-erne og 30-erne. Dengang boede han i Suffolk, og hans O-Silianhunde kunne slå mange af de andre Spanielracer. Som medlem af klubben i 30 år, og som aktiv både på brugs-og på udstillingssiden, blev også hans bortgang et stort tab for racen.

Under krigen blev opdrættet faktisk indstillet, men Mr. H. Newman fortsatte sit opdræt, dog på nedsat kraft.  Han anskaffede sig en hund ved navn Dewi Sant fra Miss M.O. Ewans og han udstillede den på nogle af krigsårenes udstillinger og dernæst på certifikatudstillinger lige så snart de genopstod. På disse vandt han 3 konkurrencecertifikater i træk – på den første af disse.

Denne utroligt smukke hund er fader til et utal vindere, og han har haft en betydelig indflydelse på efterkrigstidens opdræt af Welsh Springere. Ch. Branksone Beauty disse udstillingschampions: Ch. Stokecourt Jonathan, Jester of Downland, Cofios Bon, Taliesin Ye Ail, Denethop Dido samt Welsh Lady – han var fader til dem alle.

Mr. H. Leopard, Welsh Springer Spanielklubbens sekretær siden 1948, har fastslået sit kennelmærke ”Rushbrooke” som et mærke, der forbindes med såvel udstilling som brug på praktiske prøver. Han har opdrættet talrige vindere; Ch. Runner, Udstillingsch. Rustle, Racer, Runelle, Race-along, Rustic og endnu flere, hvor alle bærer kennelnavnet Rushbrooke i deres navn.

Mr. H.C. Payne er endnu en i rækken af de brændende tilhængere af racen, som han har vist på udstilling og stillet til prøve i mange år.

Man møder ham mest på de store certifikatudstillinger og meget ofte i store ring med en Welsh Springer som bedste hund. Hans seneste champion er Tulita of Tregwillym. Af andre nævneværdige hunde af hans opdræt har vi Udstillingsch. Token, Trigger, Top Score samt Statesman.

Tilnavnet ”Denethorp”, som Mr. F.A. Hart har, er kendt for sine vindere i dette navn. Ch. Denethorp Danny, som udover at være udstillingsvinder, er stor vinder ved markprøver. Rockhill Rona kommer derfra, og var – indtil Mrs. Mayalls bortgang hendes absolutte favorit.  Ch. Rockhill Rhiwderin er nu hos Denethorps.

Mr. L. Hughes ejer de to champions – Snowdonian Lad og Lassie of Menai, og for så vidt angår Mrs. M.F. Morgan må hun have stor ære for at have opdrættet og have den første champion i efterkrigstiden, nemlig Branksome Beauty. Senere blev Brancourt Bang, nu ejet i fællesskab af Mr. Og Mrs. T.H. Morgan, nu også champion.

Miss D. Ellis, har haft Welsh Springer i mange år. Udstillingschampion Jester of Downland samt Philosopher of Downland er hendes mest kendte vinderhunde.  For nogle år tilbage, rejste hun til USA med en flok Welsh Springere og fremviste dem med stor succes på udstilling der.

I 1946 fremviste Mrs. D. Morris en unghund ved navn Stokecourt Beau, som hun have købt med henblik på jagt – en ualmindeligt køn hund og en fremragende brugshund. Han vandt et konkurrencecertifikat, og hans datter Stokecourt Susan, har været en af de bedste Welsh Springere på prøver, idet hun bl.a. vandt Spanielklubbens racedyst 1953, 1957 og 1961, for alle racer undtaget Engelsk Springer og Cocker Spaniel. Hun blev igen nr. 1 ved Welsh Springer Spanielklubbens dyst i 1950, da hun var 9½ år gammel.  Hun har 2 ærespræmier og talrige ”bedste hund i racen”- præmier. Derudover har hun vundet flot på udstillingssiden, bl.a. et internationalt certifikat samt et reservecertifikat.  Mrs. Morris har opdrættet et stort antal vinderhunde, incl. udstilllingschampion Stokecourt Jonathan og ditto Stokecourt Gillian, og de tredobbelte prisvindere Simon, Saki og Satan ligesom mange andre vindere i udstillingsringen.

De seneste år er der mange nye hundeejere, som er faldet for Welshens charme, og har haft udbytterige dage i udstillingsringen. Dr. E. Richards er således den lykkelige ejer af 3 udstillingschampions i sit opdræt:  Tarbay Florian of Broomleaf ,Mikado of Broomleaf (begge opdrættet af Mrs. K. Doxford) samt Stokecourt Judith, opdrættet af Mrs. Morris.

Andre store tilhængere af racen er bl.a.  Miss A. West, som har Ch. Belinda of Linkton og udstillingsch. Arabella of Linkhill, Mr. A. Hubert Arthur, Mr. E. Painter samt Brig C.P.G. Wills, som har været formand for udvalget siden 1958.

Den walisiske springer har ikke opnået samme popularitet som den engelske springer og cocker i USA og andre lande, men selvom man ikke møder den i så stort antal ved udenlandske udstillinger, er der dog tale om en betragtelig eksport af racen. Eksempelvis i Holland, hvor der de sidste 3 år er tilkommet ikke mindre end 4 Welsh Springere som Hollandske Champions, og det er: Rushbroke Rhoda, Rusty of Riverland, Welsh Gala of Riverland samt Red Rust of Downland, mens der i samme periode kun var en enkelt Engelsk Springer, som opnåede den hollandske championtitel – det var Winch Crocidolite.

For nylig blev en ny Welsh Springer Spaniel Klub grundlagt i USA  med Mr. Randolph som formand og Mr. James Parker fra Fortglover , Marblehead, Mass, .som sekretær og forretningsfører.

Welsh Springer Spanielklubben, afholder markrøve, hvorunder der er match for alle spanielracer og også konkurrencer forbeholdt Welsh Springer Spaniels.

De sidste 2 år er der afholdt prøver kun for Welsh Springere, og de vil også afholdt i fremtiden.

Sekretær: Mr. H.J.H. Leopard, the Boynes, Upton-on-Severn, Worcs.

Mrs. H.D. Greene's Team of Welsh Springers - ca. 1906